Lav en kampagne
Lad os lege lidt. Du arbejder på et kanonsmart reklamebureau som tekstforfatter, AD'er eller konsulent. Kræftens Bekæmpelse beder jer udarbejde en kampagne om rygning for 16-19 årige. Nu skal der tænkes.
Det handler ikke om at sælge vaskepulver eller jeans. Det handler om sundhed - og det er straks sværere at 'sælge'. Sundhedskampagner skal som regel have os til at holde op med at gøre noget, som vi godt kan lide, og som vi kommer til at savne.
Derfor er det en stor udfordring at lave en sundhedskampagne. Sundhedsorganisationerne opsøger næsten altid professionelle reklamebureauer for at få hjælp.
Materialet "Hvad ryger du på" gennemgår alle faser i en reklamekampagne: Fra idéen opstår - til kampagnen er lanceret. Materialet er primært udarbejdet til handelsskolerne - men kan selvfølgelig også bruges i mange andre sammenhænge fx i forbindelse med dansk/samfundsfag m.m. God fornøjelse.


