Mange tror, at angivelserne på cigaretpakkerne er et mål for, hvor meget tjære, nikotin og kulilte, man modtager, når man ryger. Men de metoder man bruger til at måle resultaterne med, er ikke udviklet til dette. Tobaksindustrien har ændret på cigaretpapiret, så de indeholder en masse mikroskopiske huller, og det betyder, at resultaterne af målingerne ikke er realistiske i forhold til, hvordan man ryger en cigaret.
Der er flere årsager til, at der er udviklet en standardrygemaskine til opsamling af røgen til analyser. For det første har tobaksindustrien et behov for at have et udstyr, der kan bruges til deres målinger af indholdet i røgen, og for det andet har de lovgivende myndigheder stillet krav om, at indholdet af tjære (alle de stoffer i røgen, der afsættes som fast stof), nikotin (det afhængighedsskabende stof i røgen) og kulilte (carbonmonoxid) i røgen skal registreres for de enkelte cigaretmærker og typer. Analysen til deklarationen på cigaretpakkerne skal ifølge loven foregå ved hjælp af den standardrygemaskine tobaksindustrien har udviklet samt efter andre ISO-standarder.

Der er derfor i samarbejde med tobaksindustrien blevet opstillet en ISO-standard (DS/ISO 3308) for, hvorledes et analyseapparat til opsamling af røgen skal udformes og fungere. På tilsvarende måde er der blevet opstillet ISO-standarder for analyse og målinger af cigaretternes indhold, beskaffenhed og røgens indhold.

Målingerne bliver blandt andet brugt til at angive koncentrationerne for tjære, nikotin og carbonmonoxid på pakkerne, i forhold til de krav om mærkning, der findes i lovgivningen. Derfor bør metoden og målingerne kunne sammenlignes og være ens i hele verden. De skal kunne angive den reelle koncentration af stofferne i røgen, som rygeren får ned i lungerne. Undersøgelser har dog vist, at rygemaskinen ikke helt kan sammenlignes med den måde, der bliver røget på, og at maskinen ikke registrerer den rigtige mængde nikotin og tjære i cigaretter, som rygeren får ned i lungerne.





I hovedtræk virker maskinen ved, at følgende parametre overholdes:

• Antal sug
• Sugestyrke
• Sugevarighed
• Tidsinterval
• Skodlængde

Der suges altså en bestemt mængde (volumen) røg ind i maskinen, som opsamles på filtre eller i væsker. Herefter kan indholdet af stoffer registreres med forskellige målemetoder.

Når man ryger, kan det gøres på mange forskellige måder:

  • Man suger ofte kraftigere end standardrygemaskinen, og derved opstår der andre stoffer i røgen, fordi gløden på cigaretten får en højere temperatur.
  • Man ryger cigaretterne mere eller mindre tæt på filtret eller helt ind til munden, hvis der ikke er filter. Jo mere af cigaretten man ryger, desto flere af de farlige stoffer får man ned i lungerne. Da mange af stofferne kondenseres i cigaretten, vil de sidste sug af en cigaret indeholde større mængder af tjære.
  • Endelig inhalerer man med forskellig dybde, og det har stor betydning for, hvilke skader, der kan ske.

Et EU-direktiv og dansk lovgivning har pålagt tobaksindustrien at reducere indholdet af tjære, nikotin og carbonmonoxid, der måles ved standardmetoderne. Denne reduktion har tobaksindustrien blandt andet foretaget ved at lave en masse mikroskopiske huller i cigaretpapiret, så der kommer falsk luft ind igennem papiret, når man suger på cigaretten.

Når røgens indhold af skadelige stoffer måles i standardrygemaskinen, bliver røgen blandet op med luft fra de mange huller i papiret – og koncentrationen af skadelige stoffer bliver derved mindre pr. sug. Så deklarationen på cigaretpakken viser et lavere indhold af skadelige stoffer, men i virkeligheden får rygeren stadig den samme mængde skadelige stoffer ned i lungerne blot opblandet med lidt mere luft. Derfor kan deklarationen ikke bruges til noget.
Tobakken er stort set den samme i alle cigarettyper, og rygeren får det samme indhold af farlige stoffer, uanset hvad der står i deklarationen på pakken.