Når røgen opsamles i rygemaskinen, bruges der ofte et filter til at opsamle partiklerne. Men det er ikke altid den mest effektive måde, da partiklerne i tobaksrøgen er så små, at de ikke alle kan fastholdes i filtre. Nogle af partiklerne fra cigaretrøgen er ultrafine partikler under 0,1 µ i diameter. Så det skal være et meget fintmasket filter, for at det kan lade sig gøre, og så vil det være svært at lave et tilstrækkeligt sug.

Det er vigtigt at vide, hvordan massen af partiklerne fordeler sig i forhold til partikelstørrelsen, da partikelstørrelsen har stor betydning for, hvor i lungesystemet de vil blive afsat (se figur 3.4). Det er også vigtigt at vide, hvor de mest farlige stoffer befinder sig i de forskellige partikelstørrelser. De større partikler i røgen dannes ofte ved kemiske reaktioner, koagulation, ved kondensation af gasser eller andre langsomme processer. Hvorimod de ultrafine partikler, der er mange af i cigaretrøgen, dannes fra dampfasen efter den meget høje temperatur i cigaretten, og det betyder, at de indeholder alle de mange stoffer, der dannes ved forbrændingen.

Til opdeling af partiklerne efter størrelse bruges et apparat, der kaldes en kaskadeimpaktor. Apparatet udnytter, at en partikel, der afbøjes i en luftstrøm, har en tendens til at fortsætte lige ud i stedet for at følge luftstrømmen rundt i afbøjningen. Når luftstrømmen, og dermed også partiklerne, har en lavere has­tighed, vil kun de største partikler fortsætte lige ud og blive afsat. Til gengæld skal der meget stor hastighed til at de små partikler kan bryde ud af luftstrømmen, når den afbøjes.

Ved at lave et apparat, der suger en luftstrøm igennem med et konstant rumfang pr. tidsenhed, og anbringe en række trin i apparatet med forskellige størrelser af dyser, vil det være muligt at fremskaffe luftstrømme med stigende hastighed. Ved at opsamle partiklerne under hver dyse vil man kunne opdele partiklerne i forhold til deres diameter.

Det er efter samme princip partiklerne afsættes i lungerne. Da forgreningen i lungerne bliver større og større ned gennem lungesystemet og diameteren i luftvejene bliver mindre og mindre.