I grove træk er der den samme tobak i alle cigaretter. Der kan være en mindre forskel på tobakkens indhold alt efter, hvor i verden den er dyrket og hvilke typer tobaksplanter, der er anvendt.
Klima og jordbundsforhold kan have betydning for udviklingen af nogle stoffer, samt for hvor mange tungmetaller, der trækkes op i planten fra jorden.

Der er to typer tobaksplanter, der hovedsageligt bliver brugt til cigaret tobak:

  • Virginia-­tobakken, som i tørret tilstand indeholder ca. 2,5 % nikotin.
  • Burley-tobakken, som i tørret tilstand indeholder ca. 4 % nikotin.

På det danske marked benyttes der hovedsagligt kun en blanding, der består af Virginia blandet med Burley eller nogle af Orient-tobakkerne. Denne tobak kaldes ”blended”.
Når tobakken er stort set ens i alle danske cigaretter, så er det kun tilsætningsstofferne, der gør forskellen. Det betyder, at når man producerer mærker til de forskellige målgrupper af rygere, er det tilsætningsstofferne, der gør forskellen. Tobaks­industrien designer cigaretterne ved hjælp af tilsætningsstoffer, så de passer til den enkelte målgruppe eller de målgrupper, de gerne vil have til at begynde at ryge.
Næsten alle, der har prøvet at ryge, kan godt huske, at den første cigaret ikke var nogen særlig rar oplevelse. Det smagte ikke godt, det rev i næse og svælg, og man blev meget dårlig. Det var også svært at inhalere, fordi det ikke gjorde godt i lungerne. Man skulle vænne sig til at få røg i lungerne, eller rettere – lungerne skulle vende sig til det. Men trods alle de ulemper, er der stadig mange, der begynder at ryge.
Det er primært i ungdomsårene, man begynder, blandt andet på grund af gruppepres, og fordi cigaretterne kan give en social status i visse grupper. Undersøgelser viser, at daglige rygere ofte er begyndt at ryge, inden de blev 17 år, og det er meget sjældent, at en person begynder at ryge efter det fyldte 20 år. Derfor er det vigtigt for tobaksindustrien at få børn og unge til at begynde at ryge, og dermed blive afhængige af cigaretterne.

Ved at tilsætte smagsstoffer og sødestoffer kan tobaksindustrien dække over tobakkens dårlige smag. Man tilpasser altså smagen, så den lettere frister og fastholder den unge målgruppe. Der findes endda små cigaretter med kulørt papir og med en kraftig frugtsmag. Der tilsættes eksempelvis aromatiske ekstrakter af naturstoffer og sukkerstoffer, for eksempel frugtekstrakter, vanille, lakrids, kakao, honning, sirup og sukker. Sukker omdannes til ethanal ved forbrændingen. Ethanal forøger nikotins vanedannende virkning og har ved dyreforsøg vist sig at være kræftfremkaldende.
Kakao, lakrids og mentol indeholder stoffer, der udvider luftvejene, så man inhalerer mere røg. Stoffet cyrhizin i lakrids menes ligeledes at være kræftfremkaldende, når det bliver forbrændt.

For at ændre på tobakkens struktur og ”binde” cigaretten sammen og fæstne papiret benyttes forskellige klæbe- og fortykkelsesmidler, for eksempel shellak, gummiarabicum, gelatine, alginsyre, johannesbrødkernemel, polyvinylacetat, polyvinylalkohol og cellulose. Ved at tilsætte for eksempel 1,2,3-propantriol (glycerol), 1,2-propandiol, 1,3-butandiol og phosphorsyre som fugtighedsbevarende stoffer bliver cigaretterne ikke tørre, inden de kommer ud til forbrugeren.

For at styre forbrændingen i en cigaret og enten forøge eller formindske brandhastigheden, tilsættes der stoffer, der afgiver oxygen ved opvarmning. På den måde enten øger man oxidationen af stofferne i tobakken eller hæmmer forbrændingen ved reduktion. Disse stoffer er ofte metalcarbonater, oxider og nitrater af eksempelvis aluminium, magnesium, titan, natrium, kalium og calcium.