De skader tobaksrøgen har været med til at forårsage, inden man stopper med at ryge, kan ikke alle rettes op igen. Hvis lungevævet er beskadiget, så der er dannet bindevæv, for eksempel ved rygerlunger, kan skaden ikke rettes op igen, da lungevævet ikke kan gendannes i et sådan område. Det kan betyde, at man fortsat må hoste meget for at få fremmedstoffer op af lungerne.
Skader på dna-koderne vil ofte blive repareret meget hurtigt af dna-reparationsenzymer i cellekernen, men hvis der er opstået fejl, der ikke kan repareres, vil der opstå en mutation og dermed muligheder for, at cellen kan udvikles til kræftceller. De mutationer, der forbliver i cellen og dermed via celledeling bliver til flere, vil ikke forsvinde, medmindre de er så vitale for cellen, at cellen dør. Så det kan være spiren til udvikling af lungekræft, som allerede er skabt i de første år man røg, og som senere udvikler sig til kræft.


Oversigten på den følgende side viser risikoen for at udvikle sygdomme, efter man er stoppet med at ryge. Det er altså et billede af, at nogle skader allerede er sket og kan videreudvikle sig, og at stoffer, der endnu ikke er udskilt af kroppen, kan give skader.