Formål
At iagttage ændringer i kroppens fysiske tilstand ved rygning af cigaretter.

Teori
Kroppen påvirkes hurtigt ved rygning. Allerede efter få minutter opstår der en effekt på de fysiske tilstande som puls, blodtryk og hudtemperatur. I tekstmaterialet viser kurverne på side 30 sammenhængen mellem rygning af en cigaret og de fysiske effekter på kroppen.

Hvis I bruger et spirometer og kymograf, vil I kunne registrere lungernes kapacitet. Nedenstående figur viser, hvordan man skal tolke en måling.

  • vitalkapacitet = den totale mængde luft der kan udåndes og indåndes
  • residualluft = den mængde luft der ikke kan udåndes, og som forbliver i lungerne
  • respirationsluft = den mængde luft der flyttes ved ind- og udåndingen
  • respirationsraten kan registreres ved antal gange pr. min.



Figur: Kurve over lungefunktionen henholdsvis i hvile og under arbejde.

Materialer
Der findes forskellige former for fysiologisk måleudstyr på skolerne, så det er ikke muligt her at beskrive, hvordan og hvad der skal bruges. Der er ofte en detaljeret beskrivelse i anvendelse af udstyret ved apparaturet. Brug denne.

Brug udstyr som pulsmåler, blodtryksmåler, termoføler til hudtemperatur, spirometer med tilhørende mundstykke og kymograf samt et antal cigaretter.

Vejledning
I behøver ikke følge denne vejledning fra punkt til punkt, da målingerne afhænger af det udstyr, I har. I er også velkomne til at finde på andre målinger og metoder.

  1. Et antal forsøgspersoner bliver målt med det fysiologiske udstyr, I har. Noter, om personerne tidligere har røget, køn, vægt, og om de dyrker sport.
  2. Hver forsøgsperson ryger nu en eller flere cigaretter. Husk at notere, hvor mange der bliver røget.
  3. Foretag de fysiologiske målinger igen inden for de næste 20 min. Gør det tre eller flere gange og noter resultatet sammen med tidspunktet for målingen.
  4. Alle resultater/data indføres på et skema for hver person og fotokopieres til alle i klassen.

Resultatbehandling

  • opstil alle resultaterne i enten kurver, søjlediagram eller skema.
  • sæt personer med ens udgangspunkt og antal cigaretter sammen og se, om der er sammenfald. Hvis dette ikke er tilfældet, så forklar dette.
  • sammenlign personer med forskelligt udgangspunkt og antal cigaretter med hinanden og forklar de forskelle, der er.
  • sammenlign resultaterne med kurverne, side 30, i hæftet "Hvad gør cigaretten?"
  • forklar sammenhængen mellem tobaksrygning og ændringer i kroppens fysiske tilstand.

Hent forsøgsbeskrivelsen som pdf-fil her.

Gå tilbage til lister over forsøg her.