I forbindelse med emnet rygning er der flere biologiske fagområder, der vil være relevante at inddrage i undervisningen eller gennemføre i sammenhæng med emnet. Disse emner kan uddybes mere eller mindre efter behov. Det kan være, at fagområderne er berørt tidligere i undervisningen, eller at der ønskes en dybere forklaring af et område.

Ved at sammensætte forløbet med nogle af nedenstående fagområder - enten sideløbende med forløbet eller før forløbet - kan man dække hele området "Fysiologi - sundhed og sygdom" i biologiundervisningen i gymnasiet. Dette vil svare til ca. 1/3 af undervisningstiden.

Fagområderne kan f.eks. være:

  • immunsystemet
  • lungesystemet
  • blodsystemet
  • celleudvikling og kræft
  • toksikologi
  • nervesystemet

Der er også mulighed for at arbejde tværfagligt med dette materiale.

Omkring tobakkens indhold kan man samarbejde med kemi, hvor man kan arbejdes med forskellige stofgrupper, analyser og beskrivelse af kemiske egenskaber.


Toksikologi-modellen (afsætning og transport i lungesystemet) kan bruges til tværfagligt samarbejde med matematik. Det er muligt at arbejde med modellens matematik på flere niveauer og med forskellige matematiske områder.