Man mener, at tobakken har været dyrket i over 8.000 år, men hvor i verden, tobakken først er blevet udnyttet, vides ikke. Nogle mener, at det var i Amerika, mens andre mener, at tobaksplanten også voksede vildt i Australien og Afrika. Arkæologiske fund viser, at især indianske stammer har brugt tobakken som led i religiøse ritualer, fordi røgens specielle påvirkning af kroppen blev tillagt guddommelig kraft.
Tobakken kom til Europa efter, at Columbus havde opdaget Amerika i 1492. I 1500-tallet blev tobaksplanten udbredt i Europa som lægemiddel. Og op igennem 1600- og 1700-tallet blev tobakken brugt som medicinsk behandling af eksempelvis fedme, lammelse af lemmerne, søvnløshed, fødselsvanskeligheder, hoste, stakåndethed, tandpine og mod pest- og kolerasmitte.
I slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet blev rygning af tobak i kridtpiber udbredt især i England. I Europa og i de europæiske kolonier skete det især via havnene og det blev efterhånden mere og mere almindeligt.

I midten af 1600-tallet blev tobakken forbudt i højere eller mindre grad i flere lande, eksempelvis i England, Tyrkiet og Danmark/Norge. Dette skete blandt andet, fordi den engelske konge James I mente, at tobak var sundhedsskadeligt, og alle­rede i 1604 lavede han et skrift, der nedgjorde dem, der røg. Den vigtigste årsag til dette skrift var, at James I ikke havde styret udviklingen selv, men at tobakken var indført af andre og udbredt uden hans kontrol.

I Danmark og Norge var der forbud mod rygning på orlogsskibe, hvilket nok var indført på grund af brandfaren.
Selv den katolske kirke med Paven i front forbød rygning af tobak. I 1586 godkendte Pave Sixtus V et edikt, hvori det blev fastslået, at det for kirkens mænd måtte betragtes som en dødssynd at indtage/inhalere tobak. Kirken havde vanskeligheder med at få de gejstlige til at overholde budskabet, men tobaksrygning blev ved med at have et tvivlsomt ry i det officielle samfund. Pave Urban III truede for eksempel i 1624 med at ekskludere (altså udelukke) snusbrugere fra kirkens område, idet han mente, at brugen af snus havde for mange ligheder med seksuel ekstase. Forbuddet mod tobaksnydelse blev ophævet i Peterskirken i 1725.
Da tobaksforbruget ikke var til at styre, og man i øvrigt ikke overholdt forbuddet, blev det herefter hurtigt tilladt at ryge.
I stedet blev der pålagt told, og dette medførte en stigende smugling af tobak til Europa.

I 1800-tallet bredte cigarrygningen sig fra Spanien ud i hele Europa, og cigaretten blev opfundet i slutningen af dette århundrede. Cigarettens indtog i USA fik stor modstand. Der opstod bevægelser mod cigaretterne, fordi man mente, de var skadelige for helbredet.
I lægetidsskriftet ”The Lancet” debatterede cirka 50 læger i 1856-57 tobakkens indflydelse på helbred og sindstilstand. Omkring 1900 voksede anticigaret-organisationerne i USA. Allerede i 1890 havde 26 stater indført forbud imod at sælge cigaretter til mindreårige, og omkring 1900 blev det også forbudt at sælge cigaretter til voksne i 4 stater.
Afsløringen af, at tobaksindustrien forsøgte at bestikke politikere til at stemme imod et cigaretforbud, fik antibevægelsen til at vokse yderligere. Avisen ”New York Times” bragte i 1909 en artikel om cigarettens skadelige virkning, som betød, at flere arbejdsgivere nægtede at ansætte rygere, og i 1916 udgav Henry Ford, som skabte den første masseproducerede bil, anticigaretpjecen: ”Sagen mod den lille, hvide slavehandler”.

Forbuddet varede ikke ved, og den største modstand forsvandt med 1. og 2. verdenskrig, hvor stemningen vendte til fordel for cigaretterne. De var en del af hærens udstyr til soldaterne og blev et udbredt nydelsesmiddel. USA stoppede først uddelingen af cigaretter til deres soldater i 1975.