Vi ser dem i tv, biografer og busser. I aviser og blade. På internettet. Hver eneste dag og alle vegne fra bliver vi bombarderet med reklamer og kampagner for alle mulige varer og budskaber. Vi skal købe Sprite eller gå i Diesel. Vi skal spise grøn-nere, køre langsommere og bruge kondom. Budskaberne snakker i munden på hinanden, og der skal efterhånden mere og mere til at råbe os op.

Reklamer for lækkert tøj og kampagner for sundhed ligner hinanden på mange måder. Uanset om vi skal købe et bestemt mærke i cowboybukser, eller om vi skal spise sundere, så er målet med både reklamer og sundhedskampagner at få os til at gøre noget bestemt. Men de er også forskellige. Reklamer tilbyder os noget, der umiddelbart kan gøre livet lidt grønnere, sjovere og smartere. Sundhedskampagner skal som regel have os til at holde op med at gøre noget, som vi godt kan lide, og som vi kommer til at savne.

Derfor er det en stor udfordring at lave en sundhedskampagne. Sundhedsorganisationerne opsøger ofte professionelle reklamebureauer til at lave kampagner. Bureauerne er nemlig eksperter i at sælge budskaber - både dem der handler om lækkert tøj, og dem der handler om sundhed.

I Kræftens Bekæmpelse har vi startet en kampagne, der handler om unge og rygning. Vi har kontaktet mange forskellige reklamebureauer for at finde et, der kan hjælpe os med at få solgt vores budskab på en spændende og effektfuld måde, uden at det samtidig er alt for dyrt. Det bureau, der laver det bedste tilbud, får lov til at lave kampagnen for os.