Nikotinens optagelse og transport i kroppen
Cigaretrøg inhaleres til lungerne og spredes ud over den store alveoleoverflade, hvor optagelsen af nikotin foregår. Alveolernes overfladeslim omdanner nikotinen til den uladede form, som hurtigt kan optages i blodet. Optagelsen af nikotin i lungerne afhænger af nikotinmængden i den inhalerede røg og af ventilationen.
Med blodet transporteres nikotin fra lungerne med det lille kredsløb til venstre hjertehalvdel. Fra venstre hjertehalvdel transporteres blodet via den store legemspulsåre, aorta, ud i det store kredsløb. Fra den store legemspulsåre afgår blodkar, der leder en del af blodet direkte til hjernen, mens det øvrige blod ledes rundt i resten af kroppen.
Nikotinen nedbrydes og udskilles hele tiden, så koncentrationen af nikotin i blodet er både afhængig af optagelse fra lungerne, nedbrydning og udskillelse. 85-90% af nikotinen bliver nedbrudt i leveren, og 10-15% udskilles med urinen. Koncentrationen af nikotin i blodet stiger hurtigt ved rygning af en cigaret, hvorefter der langsomt sker en udskillelse og nedbrydning. Halveringstiden er ca. 2 timer. Ved konstant rygning i løbet af dagen vil ligevægten i blodet indstille sig på ca. 30-40 nanogram nikotin/ml blod.
Koncentrationen af nikotin i blodet efter rygning af en cigaret og indvirkningen på blodtryk, puls og hudtemperatur
Nikotinen har en hurtig effekt i hjernen, da det når hjernen inden 10 sekunder. Den hurtige nikotineffekt er med til at gøre stoffet vanedannende på grund af den korte tid mellem handling (rygning) og virkning.
Kom tilbage til hovedsiden om røgens indhold her.


