Mængden af luft og dermed også udskillelsen af CO2 og optagelse af O2 afhænger af antal indåndinger pr. tidsenhed, respirationsraten, og indåndingsdybden, respirationsdybden. Den samlede mængde luft, der kan indåndes på en gang, kaldes vitalkapaciteten. Den er fra 4 til 6 liter. Respirationsraten er ca. 35 gange pr. minut ved hårdt fysisk arbejde og 15 gange pr. minut ved hvile. Disse størrelser er selvfølgelig afhængig af den enkelte persons fysiske tilstand, køn, størrelse, alder og evt. skader/sygdomme. Kvinder ligger ca. 25% lavere end mænd.

Optagelse og udskillelse af O2 og CO2 i lungerne sker ved diffusion over alveolevæggen. Diffusionen går i retning fra en højere til en lavere koncentration. Det kaldes passiv diffusion. Derfor diffunderer ilt ind og CO2 ud fra blodet. Dette gælder også for andre gasser i indåndingsluften, f.eks. fra tobaksrøgen.

Respirationsraten og respirationsdybden styres af et respirationscenter i hjernen. Her registreres bl.a. blodets surhedsgrad. Surhedsgraden er afhængig af den ligevægt, som CO2 indgår i, når det opløses i blodet. Ligevægtsforholdene går under navnet kulsyresystemet. Ved øget koncentration af CO2 stiger surhedsgraden (og pH falder). Ved øget belastning af kroppen dannes der mere CO2. Det får respirationscentret til at øge luftudskiftningen (ventilationen) i lungerne ved at ændre respirationsraten og -dybden.

Respirationsrate og respirationsdybde i forhold til arbejdsbelastning

Kom tilbage til hovedsiden om lungesystemet her.