Ved at støtte sports- og musikarrangementer med penge kan firmaer reklamere for deres produkter. Du kender det eksempelvis fra håndhold og fodboldspilleres trøjer, hvorpå sponsorens navn og logo er trykt.
Ved at sponsere et arrangement opnår producenter, at en masse mennesker bliver opmærksomme på deres produkter. Samtidig kan de give deres produkt et bestemt image. Eksempelvis sponserer tobaksproducenter Formel 1-kørere massivt. Formel 1 er den sport, der har flest tv-seere. Samtidig signalerer sporten maskulinitet, glamour, penge og smukke kvinder. Det image vil tobaksproducenterne gerne forbinde med deres cigaretmærker.

En regel med undtagelser
Fra 2002 har det i Danmark været forbudt for tobaksindustrien at sponsere arrangementer. Men samtidig indførte man en regel om, at hvis navnet på en cigaret ikke indgår i firmaets navn, må tobaksproducenter alligevel godt give penge til kulturelle arrangementer. Skandinavisk Tobakskompagni må derfor godt være sponsor for eksempelvis Det Kongelige Teater, men House of Prince, som er et underselskab af Skandinavisk Tobakskompagni, må ikke, fordi ‘Prince’ er navnet på en cigaret.