I en cigaret er det særligt nikotin, tjære og kulilte, som er skadelig for din krop. En cigaret, der sælges i Danmark, må højst afgive 1 mg nikotin, 10 mg tjære og 10 mg kulilte – og det præcise indhold skal stå på cigaretpakkerne.

Billedet viser en cigaretpakke med varedeklaration på siden

Indholdet i cigaretterne skal måles efter en standard målemetode. Du kan dog ikke være sikker på, at de værdier, der står på pakken, svarer til det, du udsættes for som ryger. Standardmetoden afviger fra den måde en almindelig ryger, ryger en cigaret på. Rygeren kan blokere de små bitte huller, der er i cigaretten, tage større og hyppigere sug, ryge cigaretten længere ned end maskinen gør og dermed øge eksponeringen af de skadelige stoffer.

Nikotin
Nikotin er et farveløst, flydende og giftigt stof fra tobaksplanten. Stoffet har tidligere været anvendt som et middel til at dræbe insekter. Nikotin er en nervegift og kan give kvalme, hovedpine og hjertebanken, hvis det kommer ind i kroppen. Hvis du indtager 50 mg nikotin, bliver du forgiftet og får kramper, diarré, åndedrætslammelse, og du vil muligvis ikke overleve. Ved et konstant forbrug af mindre doser, som ved rygning, bliver rygerne vænnet til nikotinen, så den kommer til at virke stimulerende. Rygerne bliver samtidigt også afhængige af nikotinen. Det er særligt cigaretternes indhold af nikotin, som medfører, at rygere med tiden bliver fysisk afhængige af deres cigaretter.

Læs mere om hvorfor og hvordan man bliver afhængig af nikotin

Tjære
Tjære er en fællesbetegnelse for tyktflydende brunsorte væsker, der dannes ved forbrænding af eksempelvis kul, træ, halm og tobak. Tjæren fra tobaksrøg er en blanding af gasser og partikler fra røgen. Den indeholder de fleste af de 4000 stoffer, der dannes ved rygningen, herunder også de stoffer, som kan forårsage kræft. Tjæren sætter sig i filteret og i lungerne som en masse, der ligner den tjære, man bruger på veje. Det er deraf navnet kommer. Du har sikkert også set tjæren andre steder, nemlig i lokaler, hvor der ryges. Her sætter tjæren sig i gardinerne, møblerne og på væggene, så de bliver gulbrune at se på.  
Hvor meget tjære, der sætter sig i lungerne, afhænger af mange forskellige forhold. Hvordan man ryger en cigaret, hvor dybt rygeren inhalerer, temperaturen i gløden, længden af skoddet, cigarettens struktur og meget mere. Og så selvfølgelig hvor ofte man ryger.

Læs mere om tjæren og kræftfremkaldende stoffer 

Kulilte
Kulilte, der også kaldes carbonmonoxid, er en gas, som dannes ved en ufuldstændig forbrænding som eksempelvis ved rygning. Kulilten nedsætter din kondition, fordi den binder sig til de røde blodlegemer i blodet. De røde blodlegemer transporter ilt rundt i din krop. Når kulilten sætter sig på dem, kan de ikke længere transportere ligeså meget ilt rundt, som før kulilten kom ind i blodbanen. Kondition er i høj grad afhængig af de røde blodlegemers evne til at forsyne muskelcellerne med ilt. Ilt er nemlig nødvendig, for at musklerne kan forbrænde energistoffer som kulhydrater og fedt, så de bliver til energi. Hvis man ryger 30 cigaretter om dagen vil cirka 10 % af de røde blodlegemer være optaget af kulilte, og ens kondi er blevet nedsat med det tilsvarende. Det svarer til, at en cykelrytter, der er ryger, kan øge sin gennemsnitshastighed fra 30 km/t til 33 km/t, hvis han eller hun stopper med at ryge. Den forbedring af præstationen svarer til den forbedring, du ser hos cykelryttere, som tager EPO. 

I udåndingsluften hos storrygere kan man måle koncentrationer af kulilte, der er større end den hygiejniske grænseværdi på 25 ppm. Det betyder, at storrygere udånder luft med en højere koncentration af kulilte, end det er lovligt at have i luften på en arbejdsplads.

Læs mere om kulilte, som også kaldes carbonmonoxid (CO)