Tobaksreklamer forbudt. Det besluttede politikerne i 2001, da de vedtog "Lov om forbud mod reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse". Loven er siden 2001 revideret to gange i ændringslovene nr. 1021 af 21/10/2008 og nr. 327 af 23/03/2013.
Loven gælder cigaretter, cigarer, pibetobak, snus, skrå og alle andre tobaksprodukter og forbyder "handlinger, der har til formål at få flere til at købe tobak", det vil sige reklame.

Dette indebærer blandt andet, at det er forbudt at vise tobaksprodukter eller farver, former og design, der minder om tobaksprodukter, når man reklamerer for andre varer. Det betyder, at det ikke er tilladt at vise en pakke cigaretter i en reklame for eksempelvis køleskabe. Hvis vi forestiller os, at pakkerne fra et bestemt cigaretmærke er grønne med gule trekanter, er det også forbudt at vise grøn farve og gule trekanter i en reklame for køleskabe, fordi det ubevidst får os til at tænke på cigaretmærket.
Det er ligeledes forbudt for tobaksindustrien at dele gratis cigaretter og andet tobak ud, for at få folk til bagefter at købe produkterne.

Sponsering
Tobaksindustrien må ikke støtte eksempelvis sports- eller musikarrangementer med penge – undtagen firmaer, hvor navnet på cigaretten ikke indgår i firmaets navn. Derfor må Skandinavisk Tobakskompagni gerne sponsere Det Kongelige Teater, mens datterselskabet House of Prince ikke må, fordi Prince er navnet på en cigaret.

Du kan læse mere om reglerne for sponsering under fanen ”Tobak og markedsføring” i venstremenuen.

Undtagelser i loven
Der er imidlertid en række undtagelser i loven, som blandt andet gør det muligt at udstille tobaksvarer, opstille prisskilte og skilte med teksten ”Tobak” på tobaksudsalgssteder. 
Det betyder, at butikker der sælger tobak gerne må reklamere for deres varer og sætte forskellige skilte op, der reklamerer for tobaksvarerne. De må ligeledes gerne præsentere tobaksvarer ved kassen på hylder, i kasser og på stativer på en neutral måde, der ikke virker som reklame. Det kan dog være svært at vurdere, hvad der er neutralt. I praksis virker udstilling ved kassen som reklame.
Specialbutikker for tobak og piber må reklamere overfor køberne både inde i butikken og på facaden.
 
Skjult reklame 
Tobaksproducenterne bag cigaretmærkerne Marlboro og Camel fandt på, at de kunne komme uden om reklameforbud ved at starte tøjmærker med samme navn som cigaretterne: Marlboro Classic og Camel Active.
Muligheden for at reklamere for tobak gennem andre produkter blev forbudt i 2000, men fordi Marlboro Classic og Camel Active blev startet inden 2000, eksisterer de den dag i dag.

Læs mere om forskellige former for skjult reklame under fanen ”Tobak og markedsføring” i venstremenuen