Den psykologiske retning, psykoanalysen, der blev grundlagt af østrigeren Sigmund Freud (1856-1939) arbejder ud fra en teori om, at mennesket tilsyneladende kun har bevidst tilgang til en begrænset del af sin personlighed. Denne umiddelbart tilgængelige del af personligheden kalder psykoanalysen for det bevidste i modsætning til det ubevidste, som er den mere utilgængelige del af vores personlighed. Det ubevidste kan ses som et hemmeligt rum, til hvilket vi fortrænger ubærlige erindringer, forbudte tilskyndelser og ukendte behov. Til at sikre at vores forbudte følelser ikke kommer til vores bevidste kendskab, har vi en række forsvarsmekanismer, der sørger for, at vores realitetstilpasning ikke forurenes af forbudte følelser.

Personlighedens opbygning
Figuren nedenfor illustrerer Freuds model over personlighedens opbygning med en bevidst og en ubevidst del. På tværs inddeles modellen i tre rum. Nederst ses det medfødte id, som indeholder vore drifter, der i korte træk tilstræber opnåelse af lyst og undgåelse af ulyst. I vores superego findes de normer og regelsæt, som primært indlæres i barndommen. Vores ego har til funktion at hindre sammenstød imellem id’ets drifter og superego’ets moral og får på den måde en adfærdsregulerende funktion. Forsvarsmekanismerne optræder i ego’ets tjeneste ved at fortrænge eller omforme uacceptable driftstilskyndelser. Men at en driftstilskyndelse fortrænges til det ubevidste, er ikke det samme, som at den er forsvundet. Tværtimod vil driften søge at blive udløst, men af nye veje, evt. i form af en neurose eller i form af en erstatningstilfredsstillelse. En sådan erstatningstilfredsstillelse kaldes også sublimering af driften, hvor f.eks. arbejdsnarkomani kan tolkes som en sublimeret kønsdrift. Det vil sige, at en person kanaliserer sin forbudte seksuelle energi ind i en mere tilladt adfærd – i dette tilfælde arbejdet.

Hvad vi vil komme til at fortrænge, og måden vi kommer til at gøre det på, grundlægges primært i barndommens 7 første leveår i de tre udviklingsfaser, der kaldes den orale (0-1 år), den anale (1-3 år) og den ødipale (3-7 år). Hver af disse faser har deres eget tema.



Den orale fase
Den orale fases tema er livslysten. I denne fase oplever barnet primært gennem munden, og sult og mæthed er vigtige temaer. Med sig ud af den orale fase får barnet en grundlæggende egenoplevelse: tillid til verden og livet eller grundlæggende mistillid til, hvorvidt verden er et godt sted at være. Det er i denne forbindelse især forholdet mellem barnet og moderen, der får betydning gennem det symbiotiske forhold, hvor mor og barn er smeltet sammen i en fælles tilfredsstillelse af barnets behov. Har symbiosen været tilfredsstillende for barnet, vil barnet opleve en grundlæggende livslyst, og en tilfredsstillende symbiose giver barnet de bedste muligheder for at forlade sin mor. Barnet er nemlig sikker på, at hun aldrig vil forlade barnet. Deri ligger den sikkerhed, barnet skal bruge for at kunne forlade hende.

Den anale fase
I den anale fase grundlægges barnets selvstændighed i samspillet med forældrene og deres respons på barnets store selvstændighedstrang. Pottetræning eller barnets renlighed er skelsættende i denne fase. En 3-årig kan alt selv. Tror hun. Forældrenes rolle i denne forbindelse er at guide det gennem selvstændighedsfasen, så barnet kommer til at opleve sig selv som et selvstændigt individ, en der kan selv, en hvis grænser skal respekteres. Men samtidig også i den gensidighed, der ligger i, at forældrene kræver deres grænser respekteret. Her kommer forældrenes forhold til opdragelse til at spille en meget vigtig rolle.

Den ødipale fase
Den ødipale fase er den fase, hvor et barn opdager, at den biologiske forskel på drenge og piger er mere end bare kropslig. Fasen er opkaldt efter det græske sagn om Kong Ødipus, der slog sin far ihjel og giftede sig med sin mor. At tilhøre et køn betyder også udvikling af bestemte sociale og psykiske færdigheder. Drengen vil her identificere sig med det maskuline. Ikke bare med sin far, men også med f.eks. Supermand, som unægtelig i en lille drengs øjne har noget, som de færreste fædre kan leve op til. Tilsvarende vil pigen identificere sig med det kvindelige. Både i form af sin mor, men også i form af mediernes tilbud om identifikation med det kvindelige. Således kan en lille pige sagtens være mor for sin dukke og gå catwalk med Barbie samtidig. Overdrivelse fremmer forståelsen for den, der udvikler sin kønsidentitet.

Forklaring på rygning
Skal man ved hjælp af psykoanalysen forklare, at et menneske ryger, vil man ikke koncentrere sig synderligt om selve rygningen, men om rygningen som symptom på bagvedliggende, ubevidste mønstre, der er styrende for rygerens liv. At det netop er rygning, der er symptomet på de ubevidste mønstre, kan være ganske tilfældigt. Det, der er interessant i en psykoanalytisk sammenhæng, er de ubevidste og udækkede behov, som tilfredsstilles gennem rygningen.

På den måde spredes en vifte af forklaringer, der alle tager deres udpring i rygerens unikke personlighed. Således kan rygning ses som en erstatningstilfredsstillelse af et oralt behov for velvære og tryghed indtaget gennem munden. Som sådan er der egentlig ingen forskel på behovet for trøstespisning og behovet for rygning. Begge dele giver velvære og kan tilfredsstille nogle dybe behov.

Rygning kan på samme måde ses som udtryk for et behov i forbindelse med anale problematikker som symbol på disse ting. Den fortrængte manifestationstrang kommer til udtryk i rebellens oprør og trods. Det er her, cigaretten kommer ind som et element, der kan udtrykke f.eks. noget voksent eller en art dødsforagt – og derved være en hjælp i det ubevidste behov for at manifestere sig som et selvstændigt individ.

En ødipal forklaring handler om individets behov for identifikation med en specifik kønsbestemt adfærd og identitet. Reklamen for mærket Marlboro bygger f.eks. på identifikation med det ultimativt maskuline: frihed, styrke, ensomhed – den uafhængige cowboy i den vilde natur. Andre reklamebilleder giver stof til forestillinger om det feminine – den cigaretrygende kvinde kan f.eks. være sofistikeret, farlig og forførende. Cigaretreklamen tilbyder således både drenge og piger identifikationsmodeller for de mænd og kvinder, som de en dag håber at blive.

Psykoanalysen ville under alle omstændigheder se rygningen som et symptom. Et symptom på et udækket, fortrængt behov, der kræver tilfredsstillelse. Eller som et symptom på, at rygeren, når hun eller han er i gang med at ryge, også er i gang med at undertrykke sine lystfyldte drifter. Med andre ord, at rygeren gennem rygningen tøjler sine drifter og kanaliserer energien over i en mere stueren adfærd.