Eksistenspsykologiens primære betragtning er, at ethvert menneske har frihed til at vælge sit eget liv og sit eget livsindhold. Mennesker har altid et valg, hvis vi vil eller tør se, at vi har et valg. Umiddelbart skulle man tro, at det ikke er vanskeligt at se livet som noget, man har valgfrihed overfor. Men det at træffe et valg indebærer, at man tør tage ansvaret for sit liv og sine handlinger.

At tage ansvar
Ifølge eksistenspsykologien viger vi ofte tilbage for at tage dette ansvar på os. Vi finder tryghed i at betragte livet som noget, vi har begrænset valgfrihed i forhold til. Det er angstfremkaldende at tage ansvar og træffe valg, og for mange mennesker er der stor ensomhedsfølelse forbundet med at se sit liv som resultat af valg og fravalg, man selv har truffet og dermed selv alene har ansvar for.

Eksistenspsykologien, som har rødder i filosofiens verden hos bl.a. Søren Kierkegaard (1813-1855), ramte Europa efter den 1. verdenskrig, hvor idealer og menneskesyn var brudt sammen. Igen efter 2. verdenskrig, hvor verden igen rammes af værdiforkastelse og tomhed, får eksistenspsykologien en opblomstring.

Frihed til at vælge
Eksistenspsykologien arbejder ikke i årsag-virkningskæder, således som adfærdspsykologien gør det. I stedet mener eksistenspsykologien, at vi har frihed til at vælge, og først når vi har erkendt denne frihed til at vælge, er vi i stand til at skabe vores liv. Indtil da lader vi omstændighederne vælge for os – lader os føre med i et flow af upåagtede handlinger. Derved fralægger vi os ikke alene ansvaret – vi frasiger os også muligheden for at ændre på de ting, der er uhensigtsmæssige for os. De valg, vi træffer, og det ansvar, vi tager, er det, der giver os identitet. F.eks. kan valg af uddannelse være afgørende for livsbanen, og hvilken type menneske man udvikler sig til at blive. Både fordi valg af uddannelse giver adgangskort til bestemte typer erhverv, men også fordi vi i løbet af uddannelsen møder nogle mennesker, som ganske givet får stor betydning for det videre livsforløb og vores identitet, f.eks. en kæreste eller en lærer, der gør særligt indtryk osv.

Det eksistentielle spørgsmål
Går man nærmere ind i den eksistentialistiske psykologi, er det store eksistentielle spørgsmål: „Vil jeg leve?“ Og når der er svaret ja til det, kommer det næste store spørgsmål: „Hvordan vil jeg leve?“ Oftest foretrækker man at lægge ansvaret fra sig; „Det er mit stjernetegn – jeg er løven! – Mine forældre blev skilt, da jeg var 4 år! – Det er min opdragelse – min skole – skæbnen.“ På denne måde fralægger man sig ansvaret og udnævner sig selv til at være magtesløs i forhold til sit eget liv. Nu kan man hævde, at ydre faktorer som forældre, skole og opdragelse vel i høj grad må siges at influere på, hvorledes vores liv kommer til at forme sig. Det står eksistenspsykologien da heller ikke uforstående overfor, men den vil samtidig hævde, at man selv er herre over, hvorvidt fortidens spøgelser skal bibeholde deres magt og indflydelse.



At deltage i livet
Hvis man ikke vover at vælge, hvordan man vil eksistere, har man begået eksistentielt selvmord – man bliver fremmedgjort i forhold til ens egen identitet og eksistens. At være fremmedgjort vil sige, at man lever sit liv, men uden at være med i det. Det giver en grundlæggende følelse af tomhed og meningsløshed, og tilværelsens ligegyldighed begynder at ånde en i nakken. Tager man derimod ansvaret både for at træffe valget og for de valg, man træffer, bliver man ikke nødvendigvis lykkelig. Men man får, hvad eksistentialisterne kalder essens – indhold.

Essensen er det livsindhold, man selv skaber i sit liv ud fra det ansvar, man tager, og de valg eller fravalg, man foretager. Som nævnt ovenfor er det ofte angstfremkaldende for mennesket at vælge i forhold til dets liv. Derfor undlader det ofte at vælge. Men ifølge eksistenspsykologien er angst et livsvilkår. Angst er uløseligt forbundet med selve det at eksistere og derfor også med selve det at vælge. På den måde bliver angst uundgåelig og får samtidig en dobbelt betydning. Den er skræmmende, men er samtidig startskuddet til at vælge sit livsindhold.

Angst – et grundvilkår
Hvis man ikke vover at vælge, kan man heller ikke forvente indflydelse på ens tilværelse. Angst undgår man ikke under nogen omstændigheder. Men ved at tage ansvaret for ens eget liv og ens egne valg kan man undgå den følelse af skyld og bitterhed, der ofte er resultatet af at have levet „det ikke valgte liv“. Det væsentlige for en eksistentialist er, at man som gammel kan sige: „Jeg valgte – jeg tog nogle chancer. Det kan være, mine valg var forkerte, men jeg gjorde dog noget og tog selv hånd om, hvad retning mit liv fik.

Forklaring på rygning
Skulle eksistenspsykologien give sit bud på, hvorfor mennesker ryger, er det netop valget, der bliver sat fokus på. Rygning er altså et bevidst valg, hvor rygeren vælger røgen, fordi den f.eks. giver livskvalitet, hygge, samvær med andre rygere og afslapning. Det dårlige helbred, der følger med rygningen, er ligeledes et valg – rygning vælges på godt og ondt. Hvis rygeren senere i livet udvikler f.eks. lungekræft, vil der ikke være nogen fortrydelse, da rygeren allerede har taget stilling til lungekræft som en mulighed og stadig har valgt at fortsætte rygningen. Set med eksistenspsykologiens øjne kan man faktisk vælge at dø af rygning.

Samtidig vil eksistenspsykologien mene, at rygning kan være et „ikke-valg“. Rygeren er begyndt med at ryge, fordi det f.eks. var voksent og smart, men har aldrig taget stilling til konsekvenserne af rygningen, f.eks. den dårlige økonomi eller det sundhedsmæssige aspekt. Rygningen fortsættes, fordi det er blevet en vane. Rygeren følger bare en mainstram af „ikke-valg“, hvor omgivelserne og omstændighederne så at sige har truffet valget for rygeren. Og kommer der negative konsekvenser af rygningen, vil rygeren fortryde at have røget, for det var aldrig et reelt valg.

Naturligvis fremtræder det ikke så firkantet for rygeren. Men enhver ryger, der ønsker at holde op med at ryge, ved, at der er tale om andet end fysisk afhængighed, der skal brydes. Der skal blandt meget andet også siges farvel til en del af rygerens identitetsoplevelse. Og det er et valg.