Adfærdspsykologien betragter individet ud fra en opfattelse af, at mennesket helt igennem er et biologisk individ, som livet igennem udsættes for forskelligartet prægning. Den individuelle personlighed er derfor resultatet af to faktorer: det biologiske udgangspunkt og den udefrakommende prægning. Adfærdspsykologien arbejder således ikke med det ubevidste som nogen væsentlig faktor. Ikke sådan at forstå, at adfærdspsykologerne ikke anerkender eksistensen af det ubevidste, men det er ikke individets følelser, der er i centrum for denne psykologiske retning. Derimod fokuserer adfærdspsykologien på individets handlinger – deraf navnet adfærdspsykologi.

Omgivelserne præger
Adfærdspsykologerne benægter ikke, at individet er i besiddelse af følelser, og at disse har en betydning, men følelser forandres livet igennem, ofte i forbindelse med ændret adfærd. Det vil sige, at vores adfærd, vores omverdensoplevelse og vores livsforløb hovedsageligt er bestemt ud fra vores medfødte biologi og derefter tilpasset og formet gennem prægning fra omgivelserne. Adfærdspsykologien er altså således optaget af at forklare forholdet mellem stimulus (påvirkning) og respons (adfærd). Det individ, vi ender med at blive, er ud fra denne betragtningsmåde et resultat af indlæringprocesser, hvor omgivelsernes stimulering medfører en respons fra os. Således kan enhver respons – dvs. adfærd – ses som resultat af omgivelsernes opdragende funktion.

Pavlovs hunde
Et kendt eksempel på omgivelsernes prægning fandt sted i begyndelsen af 1900-tallet, da russeren Ivan Pavlov (1849-1936) foretog nogle forsøg med hunde. Han indopererede et lille rør i hundens strube, der gjorde det muligt for ham at måle hundens spytsekretion. Han viste derefter hunden et stykke kød, og hundens spytsekretion øgedes. Han lod en klokke ringe, og hunden spidsede ører. Det er biologiske reaktioner – altså ubetinget respons. Men når han et antal gange havde ladet de to stimuli, kød og klokke, forekomme samtidig, skete der en ændring i hundens adfærd. I samme øjeblik klokken lød, savlede hunden – også selv om der ikke var noget kød. Han havde altså, via stimulus, ændret hundens naturlige adfærd – han havde indlært hunden en betinget respons.



Amerikaneren John B. Watson (1878-1958) arbejdede videre med Pavlos resultater. Han koncentrerede sig primært om børns adfærd, og hans mål var at vise, at forholdet mellem stimulus og respons også er gældende for mennesker. Hans ønske var at påvise, at enhver adfærd har en årsag, og at denne kan findes i omgivelsernes prægning. I et af hans eksperimenter tillærte han en 11 måneder gammel baby, Albert, frygt for bløde pelsdyr ved at lave en øresønderrivende larm, hver gang Albert f.eks. rørte ved en kanin. Efter et stykke tid var Alberts frygt for larm blevet kædet sammen med og overført til frygt for bløde ting. Nu var han bange for bløde ting, også selvom der ikke længere blev lavet larm, når han rørte ved dem.

Straf og belønning
Når adfærdspsykologerne arbejder ud fra et menneskesyn, der siger, at vi og vores adfærd alene er et resultat af omgivelsernes regulerende effekt, bliver tanken ledt hen på begrebet opdragelse og derfra videre til begreberne straf og belønning.

Amerikaneren B.F. Skinner (1904-1991) var inspireret af Watsons forsøg med børn og interesserede sig i høj grad for begreberne straf og belønning i forbindelse med indlæring af adfærd. Gennem forsøg med blandt andet rotter påviste han, at belønning fremmer indlæring af ny adfærd, mens ophør af belønning udsletter den tillærte adfærd.

Samtidig mente han, at straf ikke er hensigtsmæssig til at kontrollere adfærd, da straf har utilsigtede virkninger. I forbindelse med børneopdragelse kan en uønsket virkning være, at straffen opleves som opmærksomhed fra ellers fraværende forældre. Barnet fortsætter derfor den adfærd, der udløste straffen for at få opmærksomhed, selv om den kommer i form af straf. Ifølge adfærdspsykologien kan en anden utilsigtet virkning være, at barnet kommer med en så kraftig modreaktion på straffen, at forældrene bøjer af. Barnet vil så fortsætte med kraftige modreaktioner og blive et trodsigt barn i forældrenes øjne. I de fleste tilfælde vil straffede børn dog blive underkuede og „velopdragne“, indtil den dag de er gamle nok til at unddrage sig kontrollen, f.eks. i puberteten.

Andre menneskers handlinger
Skinner betragtede det som en fejlslutning at tro, at mennesker styrer sig selv gennem deres vilje og deres frihed til at vælge. Det er i stedet omgivelserne, der bestemmer menneskers handlinger på samme måde, som det gælder for dyrene. Følelser og oplevelser er blot indre tilstande, der ledsager medfødte og tillærte reaktionsmønstre. Ifølge Skinner er hverken oplevelser, tanker eller følelser årsager til adfærd.

I adfærdsterapi må terapeuten altid sørge for at være „et hestehoved“ foran sin klient, og derfor er det naturligvis også vigtigt, at terapeuten selv udviser adfærd, som klienten finder efterlignelsesværdig. Ansvaret for ændring af klientens adfærd er alene terapeutens, da det jo er ham, der tilrettelægger og fjerner stimuli. Terapeuten skal derfor optræde som identifikationsmodel og selv udvise adfærd, som klienten bliver tiltrukket af og får lyst til at imitere.

Forklaring på rygning
Når adfærdspsykologien skal forklare, at et individ begynder at ryge, vil begrebet imitation af adfærd være centralt. Det er nærliggende, at man imiterer karakteristiske adfærdstræk hos personer, som man ser op til, er tiltrukket af eller ønsker at indgå en tæt forbindelse til. Så hvis man forbinder det at ryge med positive faktorer som for eksempel samvær med de eftertragtede mennesker, optagelse i en gruppe eller opgør med forældrenes adfærdsmønster, opleves disse faktorer som så stor en belønning, at de negative stimuli mister deres effekt.

Så selve ønsket om at tilegne sig den eftertragtede adfærd eller identitet som ryger overskygger det faktum, at man rent faktisk får det dårligt, de første mange gange man tænder en cigaret. Det, at man får kvalme og hovedpine som „ryge-nybegynder“, er ud fra adfærdspsykologien at betragte som en straf – en straf for rygeadfærden. Men forventningen om og oplevelsen af den belønnende effekt, når tilvænningen er overstået, vil i mange tilfælde gøre, at „ryge-nybegynderen“ udholder det straffende ubehag.

I løbet af rygetilvænningen kobles rygningen sammen med f.eks. telefonsamtaler, gode middage og kaffepauser. Disse situationer vil så efter et stykke tid helt automatisk udløse voldsom rygetrang. Rygeren er blevet afhængig, og rygetrangen er blevet en betinget respons.