Der er flere årsager til, at der er blevet lavet en standardrygemaskine. For det første har tobaksindustrien et behov for at have et udstyr, der kan bruges til deres målinger af indholdet i røgen, og for det andet har de lovgivende myndigheder krav om, at indholdet af tjære, nikotin og carbonmonoxid i røgen skal registreres for de enkelte cigaretmærker og typer.

Der er derfor i samarbejde med tobaksindustrien blevet opstillet en ISO-standard (DS/ISO 3308) for, hvorledes et analyseapparat til opsamling af røgen skal udformes og fungere. På tilsvarende måde er der blevet opstillet ISO-standarder for analyse og målinger af cigaretternes indhold, beskaffenhed og røgens indhold. Disse er beskrevet i teksten "ISO-standarder".

Målingerne bliver blandt andet brugt til at angive koncentrationerne for tjære, nikotin og carbonmonoxid på pakkerne, i forhold til de krav om mærkning, der findes i lovgivningen. Derfor bør metoden og målingerne kunne sammenlignes og være ens i hele verden. De skal kunne angive den reelle koncentration af stofferne i røgen, som rygeren får ned i lungerne. Undersøgelser har vist, at rygemaskinen ikke helt kan sammenlignes med den måde, der bliver røget på, og at maskinen ikke altid registrerer den rigtige mængde nikotin og tjære i nogle typer af cigaretter.
Læse meget mere om det i teksten "Forskellen på cigarettyper".

Maskinens virkemåde

Nedenstående illustration viser en beskrivelse af, hvilke krav der er til opbygningen af maskinprincippet. En cigaret skal kunne placeres i en holder, og fra denne cigaret skal der kunne trækkes et vist antal klart definerede sug. Røgvolumet fra hvert sug føres gennem en røgfælde.



Det er vigtigt at følgende parametre overholdes, for at maskinen giver så valide målinger som muligt.

  • Antal sug
  • Sugestyrke
  • Sugevarighed
  • Tidsinterval
  • Skodlængde


Se en nærmere beskrivelse af rygemaskinen ved at læse videre i dette dokument.