Kaffen kommer fra Afrika, kartoflen fra Sydamerika - men hvor kommer tobaksplanten egentlig fra? De fleste forskere mener, at Amerika er oprindelsesstedet, mens enkelte hævder, at tobaksplanten også voksede vildt i Australien og i Afrika. Forskerne er dog enige om, at tobakken har været kendt blandt indianske stammer i Amerika, og at den som kontinentets måske første kulturplante formentlig har været dyrket i omkring 8000 år og været kendt endnu længere tilbage.

Forskerne har deres viden fra arkæologiske fund som viser, at indianske stammer især har brugt tobakken som led i religiøse ritualer, fordi røgens specielle påvirkning af kroppen blev tillagt guddommelig kraft. Det var for eksempel almindeligt, at præsterne røg piber og blæste røgen op mod solen og verdenshjørnerne for at hylde guderne, og at man lagde tobaksblade på ilden for at fylde luften med hellig røg som offer til guderne.

 På Mayafolkets relieffer optræder præster, der ryger tobak til gudernes ære.

Europæernes møde med tobakken
Da de første europæiske opdagelsesrejsende blev introduceret til tobakken af indianerne, fandt de ud af, at indianerne ikke kun brugte tobakken i religiøse ritualer, men også som nydelsesmæssig stimulans. Biskop Bartoholeme de las Casas, som i 1536 var med til at udgive Columbus' dagbog, kommenterer her Columbus' optegnelser for d. 6. november 1492. Optegnelsen handler om to spanske spejdere, som Columbus havde sat i land på Cuba for at undersøge egnen:

"De to spaniere mødte mange mænd og kvinder, der i hånden bar nogle gløder, som næredes af vellugtende urter. Den tørrede urt var indrullet i et ligeledes tørret, bredt blad, det lignede den slags små musketter, som de spanske børn bruger ved pinsetid. I den ene ende var de tændte og fra den anden sugede folkene, og under indåndingen drak de på en vis måde røgen. De blev derved søvnige og berusede, men beskyttedes øjensynlig samtidig mod træthedsfølelse. Folkene kaldte den slags små musketter for tabacos."

Og, fortsætter las Casas:

"Jeg kender spaniere, som efterlignede det, og når jeg bebrejdede dem denne barbariske skik, svarede de, at det ikke var dem muligt at aflægge vanen. Hvilken fordel, de har deraf, ved jeg ikke." (Molde p. 9)

Las Casas beretning fortæller os, at det blandt de indianere, Columbus mødte, var almindeligt at både mænd og kvinder røg. Tilsyneladende røg de tobakken som en slags cigar med det formål at blive både afslappet og opkvikket. Og spanierne overtog deres vane, som de derefter åbenbart havde svært ved at lægge fra sig: De begyndte at ryge for fornøjelsens skyld. Eller at "drikke" tobak, som Las Casas kalder det, fordi han aldrig har set eller hørt om noget nydelses- eller rusmiddel, som skulle indtages på denne måde.

Indianernes anvendelse af tobak som lægemiddel.

Indianerne lærte de europæiske opdagelsesrejsende, at tobak ud over at være nydelsesmiddel eller stimulans også kunne bruges som led i medicinsk behandling. I en bog fra 1511 om opdagelserne i Amerika finder man for eksempel følgende skildring, hvor tobaksrøgen har fungeret som narkose i behandlingen af syge og døende:

Det historiske møde mellem indianere og europæere.

Træsnit af en tobaksplante og en cigarryger, London 1570.

"De har på øen Hispaniola en særlig fremgangsmåde med de syge og svage. Når lægerne på denne eller de andre øer skal kurere og helbrede en syg, ryger de først huset fuldstændig til med bemeldte urt. Når så den syge er helt beruset af røgen og ør af lugten, og ligger og ikke ved af nogen ting, da kurerer de ham, idet de i røgen giver ham de fornemste lægemidler. Og når den syge igen kommer til sig selv, fortæller han bestandig, hvad han har set, og siger, at han har været i gudernes forsamling." (Molde p. 204) (Hispaniola: øen Haiti)

De første opdagelsesrejsende stiftede således bekendtskab med tobaksplanten som både lægemiddel, nydelsesmiddel og som plante brugt i religiøse sammenhænge, men da spanske og portugisiske sømænd i løbet af 1500-tallet havde fragtet tobaksplanten til Europa, var det især som lægemiddel, at europæerne fandt planten interessant. Omkring midten af århundredet dukkede den op i stadig flere klosterhaver i Spanien og Portugal, hvor man eksperimenterede med diverse ekstrakter o.l. med tobak som vigtigste ingrediens.

Tobak som lægemiddel
Frankrig blev udgangspunkt for den europæiske tobaksdyrkning, og måske hang plantens succes sammen med Jean Nicots indsats. Han var Frankrigs ambassadør i Portugal fra 1559-1561 og blev her overbevist om tobaksplantens medicinske egenskaber. Da han igen vendte hjem til Frankrig, anbefalede han dronning Katarina af Medici at indsnuse pulveriserede tobaksblade som et middel mod migræne. Dronningen blev begejstret for kuren; nikotinen blev optaget via næsens slimhinder og må have haft en gavnlig virkning på migrænen - og Nicot blev berømt. Hans navn blev udødeliggjort, da tobaksplanten senere blev navngivet Nicotiane, og hans egen opfattelse af tobaksplantens egenskaber blev en udbredt holdning blandt tidens medicinske eksperter:

"En slags urt med en beundringsværdig evne til at helbrede alle arter sår, bylder, kræftsår, udslet og lignende skader på det menneskelige legeme, som Jean Nicot fra Nimes, medlem af Statsrådet og referendar i Statsrådet, den samme som har samlet nærværende ordbog over det franske sprog, indførte i Frankrig i året 1560, da han var hans allerkristelige Majestæts ambassadør i Portugal. Af hvilken grund den samme urt, med hvilken alle Kongerigets provinser nu er beplantede, har fået og bærer navnet Nicotiane." (Molde, p. 23)

Tobaksrøgklyster.

Apotekskrukke til opbevaring af snustobak.

Fra omkring år 1600 omtales tobak i lægebøger som en virkningsfuld medicinplante, og tobakspræparater blev anvendt i stort omfang. Flere af datidens oplevelser af tobakkens virkninger svarer i bemærkelsesværdig grad til de, vi i dag med vores naturvidenskabelige verdensbillede har fundet frem til. Variationerne af salver, pulvere og væsker var mange, når det drejede sig om at komme med gode råd og ideer til, hvordan tobaksplanten kunne udnyttes.

Men der fandtes også et utal af præparater, som med vor tids opfattelse virker ganske besynderlige. Et af de mest bemærkelsesværdige var nok røgklysteret. Et røgklyster var et apparat, som blev brugt til at blæse tobaksrøg ind i patientens tarmsystem med henblik på at kurere indvortes sygdomme og som skulle være et særligt godt middel til genoplivning af druknede og skindøde. Nicolaus Lemery skriver i „Vollständigen materialen-Lexicon" fra 1721 om de mange måder, tobakken blev brugt på:

"De bruges mod slag (apopleksi), lammelse af lemmerne, mod søvnløshed, mod fødselsvanskeligheder, mod hoste og mod stakåndethed. De indgives gennem munden eller bruges som klyster i tarmen. De pålægges endvidere mod tandpine. Som pulver snuses de ind gennem næsen, når man vil nyse. De anvendes imod sår og tages da sammen med de udvortes præparater. De fordeler og helbreder fnat og skab, når de fremstilles ved afkogning eller blot ved udtrækning af tobakken med varmt vand." (Molde p. 206)

Tobaksrygning blev af mange læger anset for et effektivt middel over for mange sygdomme og skavanker. I bogen: „Taback, Das Wunder-, Künst und Artzneymittel" fra 1644, gør lægen Henrico Barnstein rede for nogle af de helbredende virkninger, han mener tobakken har:

"Tobaksdrikning (dvs. tobaksrygning) er godt for dem, der har for meget slim i hovedet, i lunger, hjerte, lever, milt, nyrer, mave, blære og livmoder. Det helbreder svaghed i lungerne og stiller gammel hoste. Tobaksdrikning befrier folk, der har for meget fedt, for deres skadelige og generende fedme. Tobaksdrikning er godt for folk, som ryster på hænderne. Ligeledes for folk, som har tilbøjelighed til apopleksi. Tobaksdrikning er meget gavnlig for folk, som har susen og brusen for ørerne." (Molde p. 207)

Barnstein skriver endvidere, at tobakken også skulle beskytte mod pest og pestfeber. De pest- og koleraepidemier, der gentagne gange hærger Europa i 1600-1700-tallet, var faktisk med til at fremme den medicinske eksperimenteren med tobak, og man mente at konstatere, at tobaksbrugerne var mindre modtagelige for pest- og kolerasmitte end andre.

Teoretisk orienterede læger indarbejdede tobakken og dens virkninger i tidens såkaldte humoral-medicinske teori, opkaldt efter det latinske ord for væske eller saft: Humor. Ifølge humoral-medicinerne fandtes der 4 slags legemssafter: Blod, gul galde, sort galde og slim. De fire safter blev forbundet med fire egenskaber og temperamenter hos mennesket, og det enkelte menneskes humør eller sind kunne så bestemmes ud fra hvilken sammensætning mellem safterne, det havde.

 

Tilhængere af tobaksrygningen fremhævede den „tørre tobaksdrik" som et effektivt middel mod sygdomme i forbindelse med „flegmatiske væsker", men der rejste sig også kritiske røster blandt humoral-medicinerne og det blev fremført, at „udtørringen" gjorde hjernen sløv. Ved en tale på universitetet i Helmstedt i 1653 udtalte professor i medicin J. Tappius:

"Blod og hjerne bliver ved rygningen ophedet og udtørret. Hovedet bliver lavet til en kamin, i hvilken alt geni forgår. Ved nydelsen af øl og vin sammen med tobak, bliver skaden fordoblet. Tobak er Satans hemmelige list, hvormed han ødelægger de bedste hoveder og gør dem sløve. Hvad der ikke lykkes ham med øl og vin fuldender han med tobakken." (Molde p. 231)

Tobak som nydelsesmiddel og indtægtskilde
Trods lægernes stigende skepsis over for tobaksrygning og tobakssnuseri, var det i højere og højere grad netop som rus- og nydelsesmiddel, at europæerne brugte tobakken, og da den først var blevet kendt i Europa, gik det hurtigt med at udbrede den til andre kontinenter og folkeslag. I 1652 da hollænderne begyndte at kolonisere Afrikas sydspids, kendte lokalbefolkningen således udmærket tobakken og nød den gerne. Tobakken var faktisk så udbredt, at europæerne kunne bruge den som betaling for den jord og de kvæg, de købte af indbyggerne. Den var ført til den nordlige del af kontinentet af spanske og portugisiske slavehandlere i slutningen af 1500-tallet, og spredte sig herfra mod syd.

Også i egne, der lå langt fra de store handelsruter, vandt tobakken frem. De mange hvalfangerbåde var f.eks. med til at sprede tobakken til Grønland så tidligt som i 1600-tallet.

Merskumspibe udformet som kvindehovede.

Fra havnebyerne spredtes brugen af tobak ind i landene. Især i England, der fra midten af 1500-tallet var en meget aggressiv nation i kampen om „den nye verdens" rigdomme, blev det nye nydelsesmiddel hurtigt populært. Engelske sømænd havde tidligt lært tobakken at kende både gennem portugisiske og spanske sømænd og ved landinger på den amerikanske østkyst, men tobakkens egentlige gennembrud i England skyldes Englands første og mislykkede forsøg på at anlægge en koloni i Nordamerika. Med tilladelse fra dronning Elizabeth I, grundlagde Sir Walter Raleigh i 1584 kolonien Virginia (navngivet efter „jomfrudronningen"). Da kolonien imidlertid viste sig ude af stand til at brødføde sig selv, vendte kolonisterne efter et par år hjem til England. Men de uheldige udvandrere havde lært at ryge pibe i Amerika og tog også vanen med hjem - og ved hoffet introducerede Sir Raleigh selv piberygningen.

Efter Elizabeths død ragede Sir Raleigh uklar med efterfølgeren, James I (1603-25), og blev indsat i fængslet i Tower, dømt for meddelagtighed i en sammensværgelse mod kongen. Usædvanligt for en konge var James en ivrig forfatter af polemiske skrifter, og med en klar hentydning til Sir Raleigh skrev han i 1604:

"Vi husker endnu hvordan tobakken kom her til landet. Den indførtes hverken af en konge eller en lærd læge. Det er derfor uforståeligt, hvordan en skik af så simpel oprindelse og som er indført blandt os af en så almindelig forhadt mand, har kunnet brede sig." (Gierløff p. 46)

Kridtpiberygning på værtshus i 1600-tallet.

Men kongens skrift „A Counterblast to Tobacco" var ikke kun et angreb vendt mod en mand, han ikke brød sig om. Det var det første skrift i verden vendt mod tobaksbrug. Hensigten var, at hans undersåtter skulle lægge tobakken på hylden, og mange andre europæiske regenter delte hans mening og hans moralske og sundhedsmæssige argumenter imod tobaksrygningen:

"Hvis derfor, oh borgere, der endnu er den mindste smule skam i jer, så aflæg denne syndige vane, der er udsprunget af skændsel, optaget under vildfarelse, udbredt ved dårskab, som har oprejst Guds vrede, ødelagt legemets sundhed, spoleret hjemmene, nedværdiget de pågældende i fædrelandets øjne og udadtil gjort dem foragtelige, denne skik, der er ubehagelig for næsen, skadelig for hjernen og ødelæggende for lungerne og hvis sorte røgskyer er fuldkommen lig med helvedesdampene." (Gierløff p. 38)

Trods kongens skrift fortsatte efterspørgslen med at stige. Og da kongen samtidig var bekymret over, at landets borgere brugte bekostelige summer på den dyre tobak, indførte han en egentlig tobakspolitik. I forlængelse af principperne i „merkantilismen", som var den økonomiske politik, der dominerede i 1600-tallet, prøvede han at begrænse importen af tobak med høje toldsatser og importforbud for at holde landets rigdomme i landet.

Men kongen havde svært ved at få sine undersåtter til at overholde importforbudene, og derfor gik han nye veje. I stedet for at importere dyre varer kunne han, ved at satse på produktion i kolonierne, hente råvarer og sælge færdigvarer uden at tømme nationen for rigdomme, og derfor var kongen meget interesseret i at reetablere kolonien i Virginia. I 1607 var kolonien en realitet, og den blev anlagt lidt nord for den oprindelige, som Sir Walther Raleigh var mislykkedes med.

Ligesom den første Virginia-koloni havde den nye svært ved at klare sig. Man savnede en afgrøde, der kunne afsættes i moderlandet, og det er her, tobakken igen kommer ind i billedet. De lokale tobakssorter sved på tungen og kunne ikke konkurrere med de spanske koloniers mildere tobak. Men i 1612 fik kolonisten John Rolfe fat i den sydamerikanske tobakssort og så tog tobaksproduktionen snart fart. I 1621 udgjorde høsten i Virginia i alt 60.000 pund og ti år senere eksporterede man 1.500.000 pund.

Kong James var hurtig til at se chancen for at erstatte dyr import af spansk tobak med tobak af egen avl fra Nordamerika. Allerede i 1615 gav han sig selv eneret til at indføre tobak. Eneretten omfattede også al tobakshandel inden for England. Ordningen resulterede, desværre for kongen, i en opblomstring af smugleriet og også til indenlandsk tobaksdyrkning. I 1620 proklamerede han derfor, at al tobak skulle bære regeringens stempel og forbød al tobaksdyrkning i England. I 1624 bestemte han, at tobak kun måtte indføres fra kolonierne „for tobakken er for tiden disse koloniers eneste subsistensmiddel" (Gierløff p. 48). Forpagtningssystemet blev ophævet og tobaksindførelsen blev kongeligt monopol. Med de store indtægter, som tobakken snart gav, så kongen også mildere på forbruget.

Som en lille bemærkning i denne sammenhæng, men af stor betydning for verdenshandlen og forholdene helt frem til i dag, betød den hastigt stigende produktion og eksport af tobak, at der var problemer med at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft. Indianerne var ikke vant til europæernes arbejdskultur og havde svært ved at klare sig over for de sygdomme, som europæerne havde bragt med sig. Problemet gjaldt også andre råvarer som f.eks. sukker og kaffe, og en fælles løsning blev den såkaldte trekanthandel: Europæiske handelsskibe bragte færdigvarer, især tekstiler, til Afrika. For disse blev der købt negerslaver, som blev fragtet til Amerika og brugt som arbejdskraft ved dyrkningen af bl.a. tobak. Og fra Amerika blev råvarerne transporteret til Europa.

Udviklingen i England svarede mere eller mindre til udviklingen i mange andre lande: Efter nogle indledende forsøg på at stoppe udbredelsen af det nye nydelsesmiddel skiftede man over til at udnytte tobaksbrugen til økonomisk fordel for statsmagten. I Frankrig, hvor tobakken længe primært var blevet betragtet som et lægemiddel, blev snus for eksempel i stigende grad indtaget for fornøjelsens skyld og vanen bredte sig i stadig større kredse. Snusen blev primært indført fra Spanien og Portugal, og regeringen var derfor meget betænkelig ved udviklingen. I 1629 vedtog den en høj afgift på al indført tobak, og i 1635 befalede den endda, at tobak kun skulle opfattes som medicin og kun måtte udleveres på apotekerne imod lægerecept. Men på grund af de gode indtægter fra tobaksafgiften frigav regeringen dog tobakken igen allerede året efter.

Holdningsændringen fra et negativt syn på tobaksrygning - at rygning blev betragtet som syndigt, uæstetisk og sundhedsskadeligt - til en mere positiv holdning skete i takt med, at regeringer har kunnet - eller været tvunget til - at lægge told og skat på den efterspurgte vare. Det var også tilfældet i Danmark.

„Tubaksdrikkeri" i Danmark
Tobakken kom til kongedømmet Danmark-Norge få år efter Christian IV's tronbestigelse i 1588. Den første skriftlige omtale af det nye nydelsesmiddel er en fortegnelse fra 1606 over et dødsbo i havnebyen Helsingør, hvor der opregnes 12 tobakspiber til en værdi af 1/2 mark. Christian IV var ikke begejstret for tobakken, og i 1619 indførte han forbud mod tobaksrygning på norske orlogsskibe og i 1625 på de danske. En meget sandsynlig årsag til forbudet har været brandrisikoen på skibene, og straffen blev udmålt således: Blev nogen sømand fundet i besiddelse af tobak, skulle tobakken kastes overbord og sømanden kølhales!

Men de økonomiske årsager har formentlig spillet en afgørende rolle for kongens modstand over for den generelle tobaksrygning. Det var meget dyrt at hente tobak til landet, så for at modvirke den kostbare import lagde Christian IV - i lighed med sin svoger, kongen af England - en stor toldafgift på importen af tobak til Danmark. I 1643 blev hvert pund indført tobak således fortoldet med 24 skilling og nogle år senere endda med 36 skilling. I Norge var kongens tobakspolitik endnu strammere, og allerede i 1632 udsendte han følgende „Aabent Brev om Tubaksdrikken i Norge":

"Wi Christian den Fierde, med Guds Naade Danmarckis, Norgis, Vendis oc Gottis Konning, Hertug udi Slessvig, Holsten, Stormarn oc Dythmersken, Greffve udi Oldenborg oc Delmenhorst: Giøre alle vitterligt, at eftersom oss underdanigst andrages den store Skade, som Tubaksdrikken Undersaatterne udi Vort Rige Norge tilføier, da haver Vi naadigst for godt anseet des Indførsel at forbyde saa oc hermed forbyde under samme Tubaks Forbrydelse og anden vilkaarlig Straf til nogen at afhænde, efterat dette Vort aabne Brev lovlig publiceret og kundgiort er. Bydendes og befalendes vore Fogder, Embedsmænd og alle andre herudinden at have flittig Opsyn saa at derover holdes som vedbør."

Tobaksforbruget var dog ikke til at holde nede, men førte i stedet til smugleri. Derfor udstedte kongen i 1643 en ny forordning, der harmoniserede dobbeltmonarkiets tobakspolitik:

"- at eftersom Wi naadigst tilforne for synderlige aarsager haffde for got anseet at forbyde Thuback at maate indføris eller forbrugis: Saa haffve Wi nu Naadigst igjen, indtil paa videre Anordning samme Forbud hermed optagen oc løsgiffven, Saa Thuback igien maa udi Norge føris dog at deraff til Oss oc Cronen skal giffves aff huer Pund til Told to Marck, som Vore Toldere skulle opberge, oc oss som for anden Told Regentskab giøre, huor efter Vore Lensmænd, Toldere oc en huer som vedkommer sig haffver at rette oc forholde - " (Gierløff p. 58)

Den høje toldsats satte yderligere gang i smugleriet, så derfor blev satsen i 1655 reduceret og den legitime indførsel af tobak steg umiddelbart. Importen over den danske landegrænse som kun udgjorde en lille del af den samlede import, steg således fra 4.500 pund i 1652 til 67.174 pund i 1666, dvs. ca. 15 gange. Så trods kongens oprindelige modstand mod tobakken, blev den også her i landet en populær vare.


Indledningen af Chr. IV's dekret.