Sundhedsbegrebet
De fleste mennesker drømmer om at få et godt liv, som de er glade for og tilfredse med. Men opfattelsen af det gode liv er subjektiv: Det, der er et godt liv for ét menneske, er ikke nødvendigvis et godt liv for et andet menneske. Det er lidt anderledes med et sundt liv. Sundhed afhænger af menneskets biologiske forudsætninger, levevilkårene og livsstilen, og det er nemmere at blive enige om, hvad der er sundt for os, end hvad der er godt.
Nogle områder, der har betydning for vores sundhed, har vi mulighed for selv at påvirke - andre er givet på forhånd. Mennesket fødes med nogle biologiske forudsætninger, f.eks. arv og køn, som det ikke selv kan ændre på. Levevilkårene er de forhold, mennesket lever under, og de henviser til familiesituation, bolig, uddannelse, erhverv, beskæftigelse, indkomst, miljøfaktorer, forurening og trafik.
Vilkår for det sunde liv
Kilde: Frit efter Finn Kamper-Jørgensen og Gert Almind: Forebyggende sundhedsarbejde. Munksgaard, 1992.
Livsstilen er udtryk for den måde, mennesket gennem valg, handlinger og vaner skaber og fastholder en identitet på (selvopfattelse). Det er gennem livsstilen, vi udtrykker, hvem vi er, og hvor vi hører til - gennem vores holdninger, fritidsaktiviteter, motionsvaner, kostvaner og vores forbrug af tobak og alkohol. Vores valg af livsstil hænger altså sammen med vores valg af vaner. Nogle vaner gør os sunde - andre gør os usunde.
Levevilkår og livsstil påvirker hinanden gensidigt. Levevilkårene både fastholder og udvikler livsstilen, som igen virker tilbage på levevilkårene. Levevilkårene kan f.eks. påvirkes, hvis man mister sit job på grund af alkoholmisbrug. Men også tobaksrygning er en livsstilsfaktor, der kan få betydning for vores sundhed og dermed for vores levevilkår.


