Snus
Snus hitter hos svenske mænd
I Europa er det stort set kun svenskerne og nordmændene, som bruger snus. Næsten en fjerdedel af mændene i Sverige bruger snus og lidt færre i Norge. Kun ganske få kvinder bruger snus. I 1700-tallet blev snus kendt og udbredt i Sverige og er senere blevet udbredt til Amerika og Canada. I forhold til fx cigarer havde snus den fordel, at man kunne have hænderne fri og dermed arbejde og snuse samtidig.
Tobak, smagsstoffer, salt og vand
Snus er tørret og pulveriseret tobak tilsat smagstoffer, salt og vand. Snusen er klæbrig på grund af den tilsatte vand. Man snuser ved at forme en klump snus og placere den mellem overlæben og gummen eller mellem kinden og gummen. Her ligger snusen omkring en halv time, mens nikotinen bliver optaget af slimhinderne i munden og derfra går ud i blodbanerne. Snus findes som løs snus og som portionssnus, hvor snusen er pakket i små poser. De små poser kan komme direkte i munden. Portionssnus er ulovligt i EU undtagen Sverige.
Snus giver kræft i mundhulen
For blot få år siden var det en udbredt opfattelse, at snus ikke var skadeligt for kroppen – men det er ikke rigtigt! Snus øger ligesom alt andet tobak risikoen for at få kræft. Snus indeholder omkring 25 stoffer, som kan forårsage kræft, og øger særligt risikoen for kræft i mundhulen, spiserør og på læberne.
Hvis du tør, kan du her se, hvordan mundkræft ser ud.
Nikotin som en kæderyger
Når tobak ryges, som fx ved rygning af cigaretter, dannes der kulilte og tjære. Det sker ikke ved brug af snus, til gengæld indtager snusbrugere nikotin. En gennemsnitlig snusbruger får ligeså meget nikotin ned i kroppen som en kæderyger. Du bliver derfor ligeså afhængig af snus som af cigaretter.


