Miljøorganisationer kritiserer dyrkning og tørring af tobak for at være belastende for miljøet og peger blandt andet på følgende konsekvenser: 

  • Forurening af jorden med sprøjtemidler.
  • Stort forbrug af næringsstoffer udpiner jorden.
  • Skove bliver fældet for at få træ til tørringsprocessen.


Sprøjtemidler kan skade dyr og mennesker

Tobaksplanter kan være meget udsatte for svampe- og insektangreb. For at minimere disse angreb anvender tobaksbønderne store mængder sprøjtemidler. Nogle sprøjtemidler har vist sig at være skadelige, da de kan fremkalde kræft og være hormonforstyrrende. Det er særligt et problem for de bønder, som dyrker tobakken, og for de dyr, der lever på og omkring tobaksmarkerne. Men de skadelige stoffer fra sprøjtemidlerne kan også blive spredt til mange andre. Dels til dem, der ryger tobakken, men også til alle dem, som drikker vandet, der stammer fra grundvandet under tobaksmarkerne. Dette skyldes, at stofferne fra sprøjtemidlerne siver ned i grundvandet under tobaksmarkerne og på denne måde havner i drikkevandet.    

Dyrkning af tobak udpiner jorden
Tobak er en meget grådig plante, der på kort tid kan blive op til tre meter høj. Denne hurtige vækst kræver store mængder næringsstoffer, såsom kalium, fosfor og nitrogen. Grafen nedenfor viser tobakkens ”grådighed” ved at sammenligne tobaks optag af næringsstoffer fra jorden i forhold til kaffe og majs. Hvis der ofte bliver plantet på et stykke jord, og hvis afgrøderne bruger mange næringsstoffer, vil jorden efterhånden blive tømt for næring, hvis ikke der bliver tilført nye næringsstoffer til jorden. Man siger, at jorden bliver 'udpint'. Dette skaber en ubalance i naturen.

Sammenligning af tobak, kaffe og majs optag af næringsstofferne kalium, fosfor og nitrogen fra jorden.
Fra undervisningsmaterialet ”Gå op i røg”.

Træfældning til tørringsprocessen
Når tobak tørres, bliver der brugt store mængder af træ, som fældes i de omkringliggende skove. Afbrænding af træer forårsager et stort CO2-udslip. Når store skovområder fældes kan det også give en ubalance i naturen, som blandt andet kan medføre tørke og oversvømmelser.

Tobaksdyrkningens konsekvenser

Gift: Tobak sprøjtes med midler mod skadedyr. Giften siver ned i grundvandet, som siden anvendes af mennesker og dyr i området.

Næringsfattig jord: Tobaksplanter suger næringsstoffer ud af jorden. Dette er især et problem i tropiske områder, hvor jorden i forvejen er fattig på næring.

Skoven ryddes: Tobakken bliver oftest tørret over åben ild, hvilket kræver store mængder brænde. Eksempelvis bruges 80 % af den fældede skov i Malawis højland til tobaksproduktion, der kun udgør 3 % af jordbruget i området.

Jorden tørrer ud: Når skoven fældes for at skaffe plads til flere tobaksplanter eller for at skaffe træ til tørring, tørrer jorden ud eller eroderer, som det også hedder.

Cadmium i skod: I den vestlige verden øges mængden af det miljøfarlige metal cadmium i økosystemet, fordi de cigaretskod, der smides på jorden, indeholder cadmium.