Holdninger til røgfri miljøer
Hidsig debat om Rygeloven
Lige siden man begyndte at snakke om at begrænse rygning gennem lovgivning, er bølgerne gået højt i debatten – det er virkelig et emne, der kan få folk op af stolene.
Rygende uenighed
Nogle har hilst loven velkommen og kræver deres ret til at slippe for andres røg. Tilhængerne af loven synes, det er i orden, at staten ved hjælp af lovgivning giver borgerne mulighed for at passe på deres sundhed. Modstanderne siger derimod, at rygning er en privat sag, som politikerne ikke skal blande sig i. De synes, at loven er formynderisk og krænker det enkelte menneskes frihed.
Opbakning til rygeforbud
På trods af uenigheden viser undersøgelser, at de fleste er glade for rygeforbuddet, når først det er der – både rygere og ikkerygere. I Danmark er 4 ud af 5 personer glade for loven, og én ud af tre ønsker endnu flere røgfri steder.
Hvad synes du: Har den enkelte ansvaret for sit eget liv og frit valg til at æde, drikke og ryge sig ihjel? Eller skal samfundet og politikerne med lovgivning styre os i den sunde retning? Hvorfor kan man lovgive omkring madvarer, trafikhastighed, sikkerhedsseler o.l., men ikke om rygning?
Argumenter for og imod rygeforbud
"Rend mig i røven! Jeg vil sgu ryge, når og hvor det passer mig. Jeg synes, det må være op til hvert enkelt offentlige sted/beværtning at bestemme, om de vil være med eller ej.”
“Jeg har valgt ikke at ryge, og det er mit valg – hvis du ryger i nærheden af mig, fjerner du mit frie valg.”
“Endelig kan man nyde sit måltid og sin dyrt indkøbte vin helt uden at få pustet vammel tobaksrøg i hovedet...”
"Det er snart på tide, at myndighedernes tyranni får en ende. Vi vil sgu have lov til at bestemme over vores egen tilværelse. Basta.“
(Fra debat.dr.dk)


