Stort flertal for rygeforbud for elever (17.04.01)
Kilde: KræftNyt 3/2001
En ny undersøgelse viser, at de fleste folkeskoler og privatskoler er positivt stemt over for et rygeforbud for elever. Dermed bakker flertallet af skoler op om den netop vedtagne lov, der pr. 1. august 2001 dels forbyder elever i folkeskolen at ryge, dels pålægger privatskoler og efterskoler at indføre
en rygepolitik, der sikrer røgfri miljøer for eleverne.
Undersøgelsen er gennemført af Gallup A/S for Kræftens Bekæmpelse, Tobaksskaderådet, Hjerteforeningen og Danmarks Lungeforening som led i det fælles projekt ”Hjælp røgen ud….”. Formålet med ”Hjælp røgen ud…” er at begrænse rygning blandt børn i den skolepligtige alder. 'Hjælp røgen ud…' blev sat i gang sidste år for at hjælpe det kommende rygeforbud på vej. Første skridt i indsatsen har været at gennemføre denne undersøgelse af skolernes holdninger til og erfaringer med et forbud.
Samtlige landets folkeskoler, privatskoler og efterskoler blev inviteret til at deltage i undersøgelsen. På alle kommunale folkeskoler og private skoler har både skoleledere og skolebestyrelseformænd fået tilsendt et spørgeskema. På efterskoler har forstandere fået et spørgeskema. Samtidig er der gennemført en undersøgelse af elevernes rygevaner på en fjerdedel af alle efterskolerne. Svarprocenten på undersøgelsen har generelt været meget høj.
Mere end halvdelen er allerede røgfri
Undersøgelsen viser, at mere end halvdelen (54 pct.) af landets folkeskoler og privatskoler, set under ét, i dag er røgfri for eleverne. Der er dog interessante forskelle i rygepolitikken på offentlige og private skoler. Blandt skoler med elever på ældste klassetrin er der allerede nu et forbud mod elevrygning på 65 pct. af de private skoler, mod kun 23 pct. på de tilsvarende folkeskoler. Det kunne tyde på, at loven vil regulere der, hvor der er mest brug for det, idet den kun pålægger folkeskoler at opstille et forbud mod elevernes rygning.
Skoleledere på privatskoler er dog lige så positive som deres offentligt ansatte kolleger over for en lov, der vil medføre et rygeforbud for eleverne på deres skole.
Også efterskolernes ansvar
På efterskoleområdet viser undersøgelsen, at de fleste efterskoler har en rygepolitik for elever og lærere. 66 pct. af efterskolerne tillader, at eleverne må ryge udendørs. 24 pct. tillader rygning i begrænsede fælleslokaler. Stort set alle efterskoler har desuden regler for, hvor på skolen lærerne må ryge. Et lille flertal blandt forstandere er imod en lov, der vil forbyde elever at ryge på skolen. Positivt er det dog, at næsten alle forstandere mener, at det også er efterskolernes ansvar at påvirke elevernes rygevaner. Det viser, at forstanderne er opmærksomme på rygeproblemet, men at der sandsynligvis skal findes andre former end et rygeforbud, hvis/når rygereglerne skal strammes på skolen.
Undersøgelsen på efterskolerne bekræfter, at elever her er mere rygende, end det er tilfældet i de andre skoleformer. 22 pct. af de 3.311 elever, der har deltaget i undersøgelsen var dagligrygere, hvilket er noget højere end niveauet i de andre skoler (17 pct. i 9. klasse, målt i slutningen af skoleåret 2000). Mange af de rygende elever vil dog gerne holde op, allerede mens de er på efterskolen, hvilket også støttes af et flertal af forstanderne. Derfor vil ”Hjælp røgen ud…” iværksætte rygestop-aktiviteter på efterskolerne allerede dette forår.
Undersøgelsen viser, at andelen af dagligrygere blandt både skoleledere og forstandere er klart mindre end i resten af befolkningen (20 pct. mod 30 pct.), blandt andet fordi forholdsmæssigt flere af dem er holdt op med at ryge.
Undersøgelsen vil være udgangspunkt for den støtte og hjælp, som de fire organisationer via ”Hjælp røgen ud…” vil tilbyde skolerne i løbet af det næste år.
Nikotinister - unge taler med unge om rygning
I mange år har der været sexualisterne og rusisterne - det er unge, der tager ud i klubberne og sætter skub i en debat om sikker sex og om farlige rusmidler. Nu er turen kommet til rygning. Nikotinister hedder de nye unge, der tager ud i klubberne og sætter fokus på rygning.
Nikotinisterne er kommet til som et samarbejde mellem Ungdomsringen - sammenslutning af ungdomsklubber i Danmark - og “Hjælp røgen ud…”
- et samarbejdsprojekt mellem Kræftens Bekæmpelse, Tobaksskaderådet, Hjerteforeningen og Danmarks Lungeforening.
Nikotinister er navnet, fordi det som bekendt er nikotinen i tobak, der gør rygning så lumsk. Det er nikotinen, der skaber afhængighed, og som gør, at det er svært at slippe rygningen igen, når først man er begyndt.
I januar 2001 blev de første hold Nikotinister uddannet - de var på weekendkursus på Kystgården. Her lærte de, hvorfor det er farligt at ryge, om de sygdomme, som rygning er skyld i, om hvorfor det er svært at holde op, og om hvad man kan gøre for at få hjælp til at holde op igen.
Nikotinisterne lærte også en del om sig selv - om hvordan man stiller sig op i en forsamling og taler. Om hvad man kan gøre, når man bliver udsat for dumme spørgsmål. Og om hvor usmart det er at gå rundt med løftede pegefingre.
Nikotinisterne tager rundt i ungdomsklubber og på skoler og sætter gang i en snak om rygning. De nye nikotinister er fra Fristedet i Aalborg, og fra Hampen i Ølstykke.
Log ind for at skrive kommentarer
Har du endnu ikke en bruger, kan du oprette en her


