Kilde: Nordjyske

Nibe Festival i Nordjylland skal droppe at sælge cigaretter. Det mener et flertal i Aalborg Kommunes kulturudvalg. Nibe Festivalen er en selvejende institution, den holdes i den kommunalt ejede Skalskoven, og den modtager desuden 250.000 kr. i driftstilskud fra kommunen, så derfor er det også et offentligt anliggende, om festivalen sælger tobak eller ej, mener et politisk flertal. - Vi kan ikke bestemme, at festivalen ikke må sælge tobak fra boder, men vi kan kraftigt henstille til, at festivalen lader være, siger kulturrådmand Anne-Dorte Krog ( UP). Hun peger på, at festivalen i forvejen gør en stor indsats for at imødegå misbrug af alkohol og stoffer på festivalen, så det ligger i naturlig forlængelse også at stoppe for salg af tobaksvarer og dermed bakke op om Aalborg Kommunes rygepolitik.