Kilde: Jyllands-Posten

Helt nøjagtigt 1.275 mennesker vil få et længere og sundere liv, hvis prisen på cigaretter tager et solidt prishop. En prisstigning på 50 pct. for en pakke cigaretter, som så vil koste 57 kr., betyder nemlig, at færre unge begynder at ryge. -Det er der, at gevinsten ligger. Hvis prisen bliver sat op, ville vi frem til 2030 kunne undgå, at op mod 5.000 unge begynder at ryge, og det vil i den grad betyde mindre sygdom og færre, som dør for tidligt, siger ph.d. Esben Meulengracht Flachs fra Statens Institut fo r Folkesundhed. -Vi vil meget gerne have priserne hævet, fordi især unge mennesker er prisfølsomme, og hvis vi kan hindre mange unge i at begynde at ryge og forsinke andre unges debut, er der store sundhedsmæssige gevinster ved det, siger direktør Leif Vestergaard Pedersen fra Kræftens Bekæmpelse. Politikerne har hidtil afstået fra at hæve prisen fra det nuværende niveau på ca. 40 kr. for en pakke cigaretter med henvisning til, at det vil øge grænsehandlen og dermed koste danske arbejdspladser.