Kilde: Ritzau og mange medier

Det skal være forbudt at ryge på efterskoler, og så skal bøderne til restauratører og arbejdsgivere, der overtræder rygeloven, stige til det dobbelte. Det er nogle af forslagene i regeringens oplæg til en ny rygelov. Men forslaget får på forhånd hård kritik fra både oppositionen og Kræftens Bekæmpelse.

Forslaget er for slapt, siger Kræftens Bekæmpelse, mens Venstre og Liberal Alliance kritiserer regeringen for at lovgive for meget om danskernes rygevaner. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) peger på, at næsten hvert fjerde dødsfald i Danmark skyldes rygning, og det skal der gøres op med. Derfor vil regeringen fremlægge et lovforslag, som især skal få børn og unge til at holde sig fra cigaretterne.