Kilde: Lolland-Falster Folketidende


Når rygeloven om få uger strammes, så sker det med undtagelse af de nye elektroniske dampcigaretter, som i tiltagende grad forhandles over både internettet og i særlige butikker i større byer. Og det giver vide muligheder for, at dampcigaretterne kan brede sig alle de steder, hvor almindelige cigaretter hidtil har været forbudt. I brancher som eksempelvis flyselskaber og restauranter er der herhjemme da også modstridende holdninger til, hvordan man tackler situationen. -Når Sundhedsministeriet har undtaget e-cigaretterne fra rygeloven, så må vi gå ud fra, at de ikke er farlige. Det er så op til den enkelte restauratør, om han vil lave regler, hvis det i det daglige kan give bøvl, siger politisk chef Jonas Wilstrup fra Horesta. Flyselskaber som SAS og Norwegian har besluttet, at e-cigaretterne er forbudt ligesom almindelig rygning. At det i det hele taget gives los for e-cigaretter - ikke mindst i Sundhedsministeriet - undrer eksperter og patientforeninger, herunder Kræftens Bekæmpelse. -Andre steder i verden sidestiller man det med almindelig rygning. Jeg forudser masser af problemer, når man kan sidde og dampe på en e-cigaret et sted, mens almindelige cigaretter er forbudt. Jeg ville selv blive rasende, siger projektchef Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelse og fortsætter: -Og vi aner ikke, hvad hverken korttids- eller langtidsvirkningerne er ved de her kunstige cigaretter, eller om dampene påvirker omgivelserne.