Kilde: Helsingør Dagblad

Hvis man er ansat i Helsingør Kommune og har en hjemme-arbejdsdag, er det ikke tilladt at ryge en cigaret eller tænde piben i løbet af arbejdsdagen. Det fastslår kommunaldirektør Bjarne Pedersen i forbindelse med, at kommunens nye rygepolitik er trådt i kraft ved årsskiftet. De nye rygeregler forbyder rygning, mens man er på arbejde - også når man arbejder hjemme. Hvis man forestiller sig en kommunalt ansat, der arbejder hjemme en dag, må den pågældende gerne ryge sig en cigaret, før computeren bliver tændt , men så snart vedkommende går i gang med sit arbejde, skal det være slut med nikotinen, indtil arbejdsdagen er overstået. Der må ikke ryges eksempelvis efter frokost eller i eventuelle pauser.