Kilde: Jyllands-Posten

Regeringen vil indføre totalt rygeforbud på ungdomsuddannelser både indenfor og udenfor. Men det er et virkelighedsfjernt forslag, lyder oppositionens kritik. Eleverne i f. eks. gymnasierne vil gå ud på fortovet og pulse på cigaretterne, hvis de ikke må i skolegården, mener V, K og DF. Dermed kan gymnasierne ende med at blive en knast på vejen mod den brede aftale, som regeringen ønsker. Regeringen holder fast i, at det er helt centralt at indføre et rygeforbud på ungdomsuddannelserne for unge under 18 år.

- Det er afgørende, at vi får udarbejdet et regelsæt, der i højere grad beskytter børn og unge, hvor de har deres hverdag. Og det har de på uddannelsesinstitutioner, siger forebyggelsesordfører Flemming Møller Mortensen (S) og understreger, at »det er et meget vigtigt punkt for regeringspartierne«. Hos Kræftens Bekæmpelse støtter man regeringens ønsker, men foreslår at gå skridtet videre. I stedet for at indføre totalt forbud på skolernes grund ønsker man at gøre det helt forbudt for elever og ansatte at ryge i skoletiden.

- Du vil sende et klart signal om, at det ikke er in at stå og ryge i en gruppe, og dermed vil du få stoppet den læring af de andre i at ryge, siger Per Kim Nielsen, projektchef for "Børn, unge og rygning" ved Kræftens Bekæmpelse.