Kilde: Berlingske Nyhedsbureau

Er du kommunalt ansat, og nyder du at ryge en cigaret i en pause, så er der god grund til at holde øje med, hvad kommunalpolitikerne i din kommune mener om et totalt rygeforbud. Det fortæller Radio24syv. En række kommuner har nemlig allerede vedtaget regler, der fra næste år vil forbyde de ansatte at ryge i arbejdstiden, viser en ny opgørelse fra Kræftens Bekæmpelse. - Kommunerne har snakket om at indføre totalt rygeforbud i mange år. Nu kan vi rent faktisk se, at de begynder at træffe beslutninger, så forbuddene bliver til virkelighed, siger Inge Haunstrup Clemmensen, overlæge ved Kræftens Bekæmpelse, til Radio24syv. Fra næste år vil i alt otte kommuner have indført totalt eller delvist forbud mod at ryge i arbejdstiden.