Af: Martin Hein

Kilde: Berlingske Tidende

Hvis EU's Ministerråd godkender EU-Parlamentets ændringer til tobaksdirektivet, vil de europæiske cigaretter blive mildere, pakkerne plastret til med advarsler og der må ikke bruges stoffer, som øger afhængigheden. Til gengæld slipper producenterne for at finde på nye betegnelser i stedet for 'Light' og 'Mild', som der ellers var lagt op til. –Jeg er stort set tilfreds. Det bedste er, at man får nedsat indholdet af nikotin og tjære, og det er godt, at der kommer regler for tilsætningsstoffer, siger den socialdemokratiske EU-parlamentariker Torben Lund. Ændringerne bekymrer ikke direktør for Skandinavisk Tobakskompagni, Claus Bagger. –Det vil ikke give os problemer, vurderer han.