Kilde: Ekstra Bladet

Rygning koster hvert år over en halv million EU-borgere livet. I Danmark står den usunde vane årligt bag cirka 14.000 dødsfald. Mange af disse menneskeliv kunne reddes. Der findes nemlig mere end 20 patenterede metoder, der helt kan fjerne eller reducere tobaksrøgens indhold af kræftfremkaldende stoffer. Det var derfor med stor spænding, at biokemiker og projektchef i Kræftens Bekæmpelse Per Kim Nielsen 19. december læste EU-Kommissionens længe ventede udspil til et nyt tobaksdirektiv. - Kommissionen kunne have tvunget producenterne til at bruge nogle af de mange metoder, man ved kan fjerne eller reducere indholdet af kræftfremkaldende stoffer i tobaksrøg, forklarer Per Kim Nielsen - Men de ting er overhovedet ikke blevet overvejet, de er ikke nævnt med et ord i udspillet, siger han skuffet.